Transaktivister truer dem med bomber og helvede selv. Her er de skotske mødre, der har ændret verden

Det var kort før jul. Som enlig mor til en teenager skulle Marion Calder have ligningen med en stram økonomi og råd til julegaver til at gå op. Derfor, har hun fortalt, gik hun ind på webstedet Mumsnet, en internetportal, hvor britiske forældre, især mødre, drøfter alt fra børneopdragelse til venskaber og etiske dilemmaer. »Jeg ville bare have råd om, hvordan man kan øge sine point på fordelskortet til Boots,« lyder det ifølge The Sunday Times med henvisning til butikskæden Boots, som herhjemme bedst kan sammenlignes med Matas. Det er over ti år siden. Og Marion Calder vidste det ikke dengang. Men dermed tog hun de første skridt til en historisk og formentlig æradefinerende afgørelse, som netop er faldet i den britiske højesteret. For mens hun søgte efter billige julegaver, faldt hun over, hvad hun selv siden har kaldt en masse »skøre« ting om kønsskifte. Et par år senere kom også Susan Smith, i dag 53, og Trina Budge, 54, ind på Mumsnet. De tre kvinder fandt sammen i bekymringen over den skotske regering, der arbejdede hårdt på at give 16-årige ret til juridisk at skifte køn. Undervejs dannede de græsrodsorganisationen For Women Scotland. Hvad er en kvinde? Og i den forgangne uge fik de den britiske højesterets svar på et af de få spørgsmål, som sætter verden i brand, lige meget hvor i Vesten du stiller det: Hvad er en kvinde? Svaret lyder, at i den britiske ligestillingslov, som faktisk dækker alle dele af tilværelsen, det vil sige ansættelse, uddannelse, offentlige ydelser, er en kvinde en biologisk kvinde. Dermed kan transkvinder ikke med ligestillingsloven i hånden kræve adgang til kvindefængsler, kvindetoiletter eller kvindeomklædningsrum. »Det her er en milepæl i kønsdebatten,« vurderer Michael Foran, en juraekspert ved Glasgow University, over for The Economist. Nyheden er faret hele jordkloden rundt og har sendt en stormflod af dødstrusler og ønsker om, at de må brænde i helvede, ned over kvinderne, ligesom der har været demonstrationer mange steder i Storbritannien. De tre kvinder og deres organisation bliver anklaget for at være højreradikale og for at gå Donald Trumps ærinde. En af Trumps første bekendtgørelser var netop at slå fast, at man i USA kun accepterer to køn: det mandlige og det kvindelige. Men det tager kvinderne sig ikke af. De ved, hvor de kommer fra, og det er ikke Trump-land. For hvor mange ser spørgsmålet om transkønnedes rettigheder som en fortsættelse af kampen for homoseksuelles rettigheder, ser de tre kvinder noget helt andet: En bevægelse for mænds rettigheder. En bevægelse, som insisterer på, at mandlige følelser er vigtigere end kvinders rettigheder og sikkerhed. Her er deres historie. Stædige kvinder Susan Smith havde oprindeligt en karriere i finansverdenen som fund manager, men nu var hun hjemmegående mor og brugte især, har hun siden fortalt, energien på at transportere sine tre børn fra den ene aktivitet efter den anden. Men omkring 2016 opdagede hun debatten om transkønnedes rettigheder. Indtil da havde hun mest læst The Guardian og set nyhederne på BBC, hvor emnet ikke fyldte ret meget. Derfor forstod hun ikke, hvad hun rørte ved, da hun en dag skrev om sine kritiske tanker om emnet i en liberal-demokratisk Facebook-gruppe. Men det kom hun til: »Den respons, jeg fik, var ulig noget andet, jeg nogensinde havde set. Alle disse ondskabsfulde vrede unge mænd, som kaldte mig alle former for skældsord,« fortalte hun kort efter dommen til Sunday Times. Herefter gik hun ind på Mumsnet og mødte ligesindede i form af »de her smarte, sjove kvinder, som virkelig vidste, hvad de talte om«. Inklusion af transkønnede Trina Budge, en landmandskone, havde tit været på Mumsnet for tips om opdragelse, sundhed og madopskrifter. Men på et tidspunkt blev hun også fanget af kønsdebatten. »Jeg havde bare altid troet, at nogen med mere magt end mig, en politiker måske, ville stå frem [...] men det skete aldrig.« At det netop var på Mumsnet, de tre kvinder skulle finde hinanden, var formentlig ingen tilfældighed. Spørgsmålet fyldte meget blandt forældre i de år. Her stod Nicola Sturgeon fra det venstreorienterede, uafhængighedsorienterede Scottish National Party i spidsen for den skotske regering, hvor hun gjorde inklusionen af transkønnede til et af sine politiske mål. Allerede dengang var emnet stærkt polariserende. Og nogle feminister var bange for at sige deres mening på sociale medier, husker Marion Calder, som arbejder i administrationen for det britiske sundhedsvæsen. Et par måneder før dommen fortalte hun – i et andet interview med The Sunday Times – at de var bange for at blive udstødt eller bortvist fra Twitter på grund af deres »transfobiske« synspunkter. »Der var en febrilsk stemning på nettet. Hvis folk udtrykte et synspunkt, kom transaktivisterne efter dem; kvinder var bange for at miste deres job.« Derfor fungerede Mumsnet også som en art ventil for kritikken af den aktuelle regerings politik. Hjemmesiden var nok offentlig, men den var brugt af en særlig målgruppe. Sitet har da også været under skarp kritik for at tillade brugerne at skrive nedladende og negativt om transkønnede. Det tog de tre kvinder sig ikke af. I 2018 grundlagde de den feministiske græsrodsbevægelse For Women Scotland og indledte helt officielt deres kamp. Da de året efter holdt deres første møde i Edinburgh, dukkede ikke kun 300 kvinder op. Der var også en bombetrussel mod hotellet, hvor mødet fandt sted, og rasende demonstranter udenfor. Hotelgruppen måtte flyve deres sikkerhedschef fra London derop. Han vurderede, at der var brug for otte sikkerhedsvagter. I dag står det klart, at kvinderne ikke anede, hvad de gik ind til. Og i begyndelsen svarede de tit lidt kulørt tilbage, når nogen angreb dem, også på Twitter. I dag, hvor deres konto på X har knap 68.000 følgere, har de lært at debattere mere professionelt. Bestyrelser Sagen er, at ingen af de tre kvinder havde nogen form for erfaring med at lave kampagner, lobbyisme eller håndtere medierne. Men gennemskue potentielt negative konsekvenser ved love kunne de fra starten. Derfor gik de i 2022 ind i en sag om en vejledning udsendt af den skotske regering. I centrum for vejledningen var en lov fra 2018, der havde til hensigt at øge andelen af kvinder i den offentlige sektors bestyrelser. Her stod, at alle, der identificerede sig selv som kvinde, skulle opfattes som en kvinde. Det fik alle klokker til at bimle og bamle hos feministerne bag For Women Scotland. For dermed kunne man risikere en bestyrelse bestående af mænd og transkvinder – uden at en eneste biologisk kvinde var repræsenteret, lød argumentet. Da kvinderne udfordrede den skotske regering, blev vejledningen ændret til, at begrebet »kvinde« kunne omfatte transkvinder, der havde fået et juridisk kønsskifte. Det var ikke nok for For Women Scotland, som fortsatte kampen, men tabte slaget i retten i Skotland. Derefter ankede de sagen og fik lov at gå hele vejen til Storbritanniens højesteret, der som bekendt slog fast, at i den britiske ligestillingslov betyder kvinde en biologisk kvinde og ikke en transkvinde. Undervejs fik organisationen 70.000 pund af »Harry Potter«-forfatteren J.K. Rowling, som har støttet gruppen hele vejen. Voldtægtsforbryderen Da de 16. april gik ind i retsbygningen i London for at høre dommen, havde kvinderne ingen idé om udfaldet. Man plejer ellers at få et praj på forhånd, men ikke denne gang. De skotske kvinders overraskelse og efterfølgende stormende glæde under fejringen i champagne uden for retten var derfor fuldstændig ægte. Men ser man på, hvad der er sket de senere år i Storbritannien og i Skotland, står det klart, at dommen i hvert fald set udefra giver god mening. I Skotland kørte den daværende regering frem med fuld kraft på transkønnedes vegne. Det kulminerede, da regeringen i slutningen af 2022 vedtog en lovgivning, der gav 16-årige lov til selv at vælge juridisk køn. Den blev i begyndelsen af 2023 blokeret af den britiske regering i London. Skotland er en delvist selvstyrende nation i Det Forenede Kongerige Storbritannien. I virkeligheden blev den skotske regering og resten af verden undervejs ramt af virkeligheden. For der skete netop det, som kritikerne af loven havde forudset og frygtet, og som den skotske regering med aktivisterne i ryggen afviste: En mand ved navn Adam Bryson, som havde voldtaget to kvinder – i 2016 og i 2019 – skiftede køn og blev i første omgang idømt otte års fængsel i et kvindefængsel. Til slut – efter en voldsom offentlig debat – blev den indsatte, som nu hedder Isla Bryson – i januar 2023 sendt til et fængsel for mænd. I samme måned kom det frem, at Tiffany Louise Scott – født Andrew Burns – som først sad i et mandefængsel for seksualforbrydelser, var blevet overført til et kvindefængsel. Men oven på Bryson-sagen meddelte det britiske fængselsvæsen, at man ville sætte alle overflytninger af transkønnede fanger i bero, mens man gennemgik de enkelte sager. Siden kom der nye retningslinjer, som betyder, at transkønnede, som er idømt straffe for vold imod kvinder, skal afsone i fængsler for mænd. Kvinder er »ikke menneskelige skjolde« for »sårbare mænd« Hele forløbet, de voldsomme debatter og Nicola Sturgeons tilbagetræden var en del af bagtæppet, da dommerne i London skulle besvare spørgsmålet. Og meget sigende var de fuldstændig enige. Politisk er dommen også accepteret bredt. Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, har ellers insisteret på, at en mand kan have en livmoder, og en af hans forgængere, den konservative premierminister Theresa May, sagde, at en mand kan blive til en kvinde uden nogen form for medicinsk indgriben. Oven på dommen udtalte den britiske ligestillingsminister, Bridget Phillipson, at den bragte »klarhed«. Mange fortolker nu dommen som endnu en pind i ligkisten for woke ideer, som siden Donald Trumps ankomst i Det Hvide Hus under alle omstændigheder er udsat for et markant pres. Den fortolkning er formentlig også et langt stykke ad vejen valid i Storbritannien. Men det hører med til historien om de skotske kvinder, at de faktisk ligger langt fra Donald Trump og hans stærkt konservative ideologi. Her er der ikke tale om nationalkonservative over for den såkaldt progressive venstrefløj. Alle tre kvinder i spidsen af For Women Scotland anser sig selv som feminister, der ligger cirka midt på eller lige til venstre for midten. Det samme gælder mange af deres støtter, herunder J.K. Rowling. Og selvom de ikke mener, man kan skifte køn, så betyder det ikke, understreger de, at de er ude på at ramme transkønnede. Men de rejser et spørgsmål, fordi de vurderer, at deres og kvinders sikkerhed risikerer at blive forringet på grund af lovgivningen om transkønnedes rettigheder. Det vil de ikke finde sig i. »Sådan har det altid været med kvinders rettigheder. Vi har altid fået at vide, at der er vigtigere ting at tænke på, at vi skal være flinke, vi skal være imødekommende, vi skal tænke på andre,« lyder det fra Trina Budge over for det skotske onlinemedie Holyrood Newsletter. Hun fortsætter: »Nogle gange har kvinder bare brug for den plads til at kunne have vores egne samtaler og vores egen plads. Og det betyder ikke, at andre grupper ikke kan udøve deres rettigheder, men hvis de kun og udelukkende er afhængige af at tage vores fra os, så er det ikke en bevægelse, nogen bør respektere.« Over for nyhedskanalen GB News forklarede Susan Smith det sådan, at kvinder er »ikke menneskelige skjolde« for »sårbare mænd«. Hun fortsatte: »I lang tid havde kvinder været imødekommende, de havde ikke protesteret ret meget. Og det var først, da det begyndte for alvor at gøre vores liv utålelige, at vi begyndte at være nødt til at slå tilbage.« Nu har de rettens ord for, at de har ret. https://www.berlingske.dk/internationalt/transaktivister-truer-dem-med-bomber-og-helvede-selv-her-er-de